Så er vi endelig klar til at sætte tænderne i den nye menu
Så blev det tid til at den længe ventede sensommer-vintermenu kommer. Vi har glædet os enormt til at dele indholdet af den nye menu med jer, og vi glæder os endnu mere til tirsdag d. 11. august, hvor menuen starter.
Den nye menu bærer præg af lette, sensommerlige retter, med genkendelige klassikere som Frikassé og Kartoffelsalat. Vi vil løbende lave udskiftninger af lidt tungere retter, når vi nærmer os efteråret og vinteren.
Økologiprocenten er som altid på over 85%, og så vil der være fokus på masser af frisk frugt og grønt.
Varme retter:
Grøntsagskarrygryde – Vi har i samarbejde med Hanegal udviklet en super lækker karrygryde baseret på grøntsager, som smager som englene synger! Den har stil som en indisk curry, spækket med lækre grøntsager og dejlig cremet af kokosmælk. Den er et sikkert hit her på kontoret, og vi håber, at I vil elske den lige så meget som os.
Bolognese – En klassiker er tilbage, i en ny og forbedret udgave, der denne gang er 100% mælkefri.
Ristaffel – En god gammel kending fra mors og fars barndom har denne gang ramt menuen. Vi baserer den på karrygryden og tilføjer et væld af toppings, som vi ved børnene elsker!
Laks med kartofler – Varmrøget laks, friskkogte kartofler og en let dilddressing – what’s not to like?
Hønsefrikassé – Vi har fået lavet en lækker, hvid sovs, som vi serverer med hønsekød, ærter og gulerødder til friskkogte kartofler med persille, mums. Det smager godt, og så er den let at tilberede.
Kylling med rodfrugter – En saftig kyllingelårfilet med rødebede-, gulerods- og kartoffelfritter er vores take på lørdagskyllingen. Og så er smagen bare lige i skabet.
Pastasalat med Grøntsagsdelle – Grøntsagsdellerne kender I, og vi ved, at I er lige så vilde med dem som os. Pastasalaten er mild og børnevenlig.
Frikadeller med kartoffelsalat – Her emmer det af sensommer! Vi har nemlig lavet en opskrift med lækre, friskkogte kartofler, radiser og ærter. Så skal solen bare skinne.
Fiskeburger – Bruger og fritter er altid et hit. Og når kvaliteten er som på vores lækre isingfilet, er der ikke et øje tørt.
Pita med kyllingekebab – Endnu en børnefarvorit har fundet vej til menuen. Denne gang med krydret kebab fra glade kyllinger og masser af tilbehør.
Grøntsagsbolognese – Grøntsagsbolognese er vist ved at blive lidt af en klassiker hos Fru Hansens Kælder, så den vil vi selvfølgelig ikke undvære i denne menu.
Tomatsuppe – Vi har valgt to lidt “lettere” supper til denne menu. En tomatsuppe på rene råvarer; tomater, basilikum, grøntsager, fløde og krydderier.
Gulerodssuppe – Og en gulerodssuppe, der med sin smukke orange farve, nærmest skriger sensommer og efterår.
Frugt og grønt
I denne menu vil vi forsøge at bruge sæson endnu mere i vores valg af frugt, bær og gnavegrønt. Vi kommer derfor til at foretage løbende udskiftninger, når det giver mening. I første omgang har vi valgt at sætte vandmelon og radiser på menuen.
Desuden har vi forsøgt os med et par børnevenlige salater, som vi håber bliver taget godt imod.
Grød
I denne sæson er grøddagen kun på en enkelt gang og kun på model A. Til gengæld har vi kælet ekstra meget for denne menus grød med gode, danske kornsorter, lækre økologiske æbler og børnevenlig topping.
Lune retter
Vi har som altid en del lune retter på menuen, blandt andet en killer æggekage, og en spinattærte (Hulk-tærte har vi døbt den herinde), som allerede er blevet en farvorittærte her på kontoret.
Nye kyllingenuggets fra glade, fritgående kyllinger, som bare smager himmelsk.
Kartoffelpandekager med lækker dilddressing. Tortillachips med ærtedip og græske frikadeller med hjemmelavet tzatziki. Det er bare lækkert!
Mere fokus på klima og bæredygtighed
Som så mange andre, vil Fru Hansens Kælder gerne være med til, at tage et skridt mod en mere bæredygtig verden, og det har selvfølgelig også afspejlet sig i vores valg, når vi har lagt den nye menu.
Alene fokus på økologi, danske produkter og sæson er kæmpe skridt i forhold til bæredygtighed, men også valget af flere plantebaserede retter, har været en prioritet. Dog stadigvæk med fuldt fokus på sundhedsstyrelsens anbefalinger for sund og nærende mad.
Vi har desuden valgt at fokusere endnu mere på dyrevælfærd. Derfor har vi udskiftet produkter som vores kyllingenuggets med nuggets fra The Happy Chicken Project, som avler danske, fritgående velfærdskyllinger af langsomtvoksende racer.
Vi håber, at I vil tage godt imod disse tiltag, så vi sammen kan arbejde for en grønnere jord til vores børn.
Helligdagsmenuer
Der har været et ønske om, at få lidt større variation i helligdagsmenuerne, både prismæssigt og i indhold. Det har vi lyttet til og i denne sæson introducerer vi derfor to sandwich, en grød og en suppe, ud over de varme retter.
Vi glæder os til at høre, hvordan de bliver modtaget ude på stuerne, og hvordan de fungerer i køkkenerne.
Og alt det praktiske
Sensommer-vintermenuen starter som bekendt tirsdag d. 11. august. Derfor kan I allerede fra fredag d. 10. juli se og printe al materialet til menuen.
Som altid kan det være svært for børnene at skulle smage nye ting. Men giv det en chance. Snak med børnene om madmod, og hvad varieret kost gør for kroppen. Brug gerne eksempler som, at jernet i spinaten er med til at gøre kroppen stærk (som Pippi), og vær med til, at tale maden op.
Vi er selv ret begejstrede for denne menu og glæder os til at høre, hvordan den bliver modtaget hos jer! Når menuen har kørt de første 4 uger, vil I modtage et spørgeskema, hvor vi beder jer tage stilling til (næsten) alt på menuen. Jeres svar skal give os data til at kunne lave den næste menu endnu bedre.
Vi håber, at I vil bruge lidt tid på, at give os denne værdifulde feedback, så vi kan lave den bedst mulige menu fremover!
De bedste sommerhilsner fra
Fru Hansens Kælder