Tilbage

Ny menu

FORÅR- OG SOMMERMENU 2023
Så er der ikke længe til at vi skifter menu igen. Denne gang byder vi blandt andet velkommen til en klassiker, nemlig bolognese med pasta og parmesan på første spisedag.
Materialerne til menuen findes i mappen ”Ny menu 27. marts 2023” og bestillingskalenderen åbnes i løbet af uge 10, så I har tid til at kigge lidt, inden I afgiver den første bestilling.

Som vanen tro, har vi i forår-/sommerhalvåret lagt vægt på lidt lettere retter med et strejf af sommer. Vi har dog lyttet til jer og derfor skruet op for de gamle kendinge, både på varme retter, pålæg og lune elementer.

De officielle Kostråd – godt for sundhed og klima, er kommet for at blive, men vi skal bruge dem klogt, og træder derfor et skridt tilbage i forhold til bælgfrugterne og de plantebaserede retter, da det især har været på retter med disse, at børnene har stejlet. I vil derfor få endnu mere af både grøntsager, æg, fuldkorn og kød på menuen. Og så bruger vi bælgfrugterne, der hvor det giver mening, fx til at give fylde i en suppe eller i kakaocremen, som børnene virkelig har taget til sig.

VARME RETTER
De varme retter laver vi i samarbejde med Hanegal. Og det er vigtigt for os, at disse sidder lige i skabet, men uden at gå på kompromis med sundheden. Derfor har vi kigget dybt ned i alle tidligere spørgeskemaundersøgelser for at finde netop JERES favoritter og vi kan derfor med stolthed præsentere:

Bolognese med pasta og parmesan
Vegetarisk bolognese er nummer ét af ALLE varme retter der nogensinde har været på menuen. Derfor får den selvfølgelig en tur mere i manegen. Og i en velkendt udgave med fuldkornspasta og parmesan, så der både er skruet op for mæthedsfaktoren og umamismagen. ”Kødet” er baseret på ærter og den er derfor rig på bælgfrugter også.

Boller i karry med ris
Byd velkommen til andenpladsen på vores menu-topscore! I har længe efterspurgt boller i karry og det forstår vi godt. Der serveres fuldkornsris til for at øge fiberindholdet samt et kuvertbrød fuld af kerner og frø.

Grøntsagskarrygryde med couscous
En fjerdeplads på vores menu-topscorer er grøntsagskarrygryde. Denne ret giver os mulighed for at servere bælgfrugter på en måde, som ungerne virkelig godt kan lide. Den serveres med en fuldkornscouscous, da man jo skal holde igen med ris til børn, både på grund af klimapåvirkningen fra ris, men også grundet arsen, som findes her.

Frikadeller med flødekartofler
Bertels poppelgris har igen leveret frikadeller til os og kartoflerne stammer fra Vestjylland. Når vi komponerer en ret, ser vi på helheden. Derfor er denne ret flankeret af grove grøntsager og rugbrød. På den måde er der nemlig balance mellem det fede og magre, masser at tygge i og god fylde i maven.

Ristaffel med topping
Ristaffel ligger faktisk på en delt fjerdeplads (sammen med grøntsagskarrygryden) når det kommer til de varme retter. Det er en dag, hvor børnene kan yde rigtig meget selvbestemmelse, og i høj grad inddrages i sammensætningen af maden på deres tallerken. Hos Fru Hansens Kælder opfordrer vi altid til, at børnene får mulighed for at tage aktivt del i måltidet, på det niveau, der giver mening. Det kan være ved præsentation af dagens ret, dækning af bordet eller som, med denne ret, selv bestemme, hvad der skal på tallerkenen.
Læs mere her omkring rammerne for det gode måltid i daginstitutionen

Fiskefilet med kartofler og persillesovs
Denne ret vækker minder om sommer og har også været et stort hit på tidligere menuer.
Kartoflerne er fulde af fibre og sunde vitaminer og mineraler. Og fisken bidrager med sunde fedtsyrer, som er essentielle for kroppen.

Fiskeburger med sprøde kartoffelbåde
Menuens anden fiskeret er fiskeburger, som faktisk deler førstepladsen af menu-topscorer med bolognese. Kartoffelbådene er tilbage, men nu med danske kartofler, som har endnu mere bid. Lun evt bollerne på eftervarmen og server som byg-selv-burger, så ungerne selv kan vælge indholdet.

GRØD OG SUPPER
Grød og suppe er en stor del af den danske madkultur, som vi synes det er særligt vigtigt at værne om. Grøden indeholder en masse vigtige vitaminer og mineraler, og så er den både billig og fuld af fuldkorn. Suppen er rig på både smag og grøntsager, og en klar favorit hos børnene. Og så sørger vi altid for, at der er mad nok til både maven og det der ryger af skeen hos de helt små.

Tomatsuppe
Når vi spørger jer hvilken mad børnene bedst kan lide, har tomatsuppen ramt førstepladsen hele fem(!) gange. Derfor skal den selvfølgelig på menuen igen. Med fuldkornssuppehorn og dampede, grønne bønner så der også er noget at tygge i.

Sommerrisengrød
Ingen forår/sommermenu uden sommerrisengrøden. Denne grød er gået hen og blevet en klassiker og er den mest efterspurgte grød på menuen. Den er fuld af fuldkorn og så er den også laktosefri, så de fleste kan spise med. Vi har tilføjet ananas, som er en god kilde til C-vitaminer og mandler, der har en særlig god fedtsyresammensætning.

Koldskålsgrød
Denne grød serverer vi som en lun ret, og børnene får derfor en mindre portion end normalt. Smagen er koldskål, men vi har tilføjet en håndfuld havregryn for at give lidt mere at tygge i.

SMØR-SELV
Smør-selv-dagene er en vigtig del af menuen hos Fru Hansens Kælder. 2-3 gange om ugen serveres der rugbrød med pålæg, frugt og grønt samt en lun ret. Og det adskiller sig ikke på den nye menu.

Rugbrødet har dog fået en opgradering. Vi har nemlig været i køkkenet og testet alt fra holdbarhed til saftighed og krummekvalitet. Og ud fra dette valgt, at servere Schulstads Solsikke rugbrød til børnehaverne og Schulstads Mørke rugbrød til vuggestuerne. Begge er selvfølgelig økologiske. Når det kommer til rugbrød til børn, kigger vi også ind i det ernæringsmæssige indhold og typen af kerner. Der er nemlig en øvre begrænsning på hvor mange solsikkekerner og hørfrø det anbefales at give om ugen. Både Kohbergs og Schulstad ligger dog langt under grænsen, og I kan derfor med god samvittighed servere disse rugbrød for jeres børn.

De lune retter indeholder både klassikere som fiskestænger (goujons), pizzabolle/-brød og fiskefrikadeller, men I vil også møde nye, spændende elementer som dild-deller specielt udviklet til os af Planteslagterne, og cevapcici, der mest af alt minder om en aflang frikadelle fuld af sydlandsk smag.

I ØVRIGT
Hold løbende øje med nyhedsbreve og helligdagsmenuer. Her kommer I nemlig til at finde både en påskemenu, en Sankt hans-menu og en Maddag 2023-menu til september.

Velbekomme!

Fru Hansens Kælder