TO VELKENDT KLASSIKERE OG ET VEGETRARISK INDSPARK
På denne menu har vi Tomatsuppen på en suveræn førsteplads, hvor 100% af børnene har svaret, at den er god eller rigtig god. På en skarp 2. plads finder vi Kødboller i tomatsovs og på en flot en 3. plads finder vi Grøntsagskarrygryden. Vi er meget fokuseret på at udvikle lækre vegetariske retter, som kan leve op til Fødevarestyrelses anbefalinger, derfor er det skønt at se, at det er lykkes på denne menu med Grøntsagskarrygryden, som børnene placerer i top-3.
Pasta med laks og ærter i citronsovs er den varme ret, som børnene virker til mindst at kunne lide.
SMØRSELV OG DET VEGETARISKE PÅLÆG
Generelt kan vi se, at børnene er glade for udvalget af pålæg – og det er jo helt fantastisk. Især i fiskepålæget scorer klassikerne fiskefrikadelle, makrel og torskerogn højt. Faktisk er minimum 82% helt enige om, at de bare fungerer. I det vegetariske pålæg, finder vi vegetarisk pålæg, flødeost og ost, som 64% af børnene synes godt eller rigtig godt om. Dem skriver vi os selvfølgelig bag øret – det er altid godt at have nogle favoritter. Men i det vegetariske pålæg vil vi gøre en ekstra indsats for at finde nye produkter og opskrifter, der kan blive fremtidens favoritter. Med de nye kostråd er vegetarisk pålæg noget vi skal fokusere endnu mere på.
I kødpålægget har minimum 73% svaret, at kyllingeleverpostej med rødbede, kyllingekødpølse samt kalkunpålæg er produkter, som børnene synes godt eller rigtig godt om.
DE LUNE YNDLINGE
Med fiskefrikadeller, kyllingesticks og kulmulestykker virker det til, at vi aldrig går galt i byen. Den fingervenlige mad er og bliver favoritter både blandt børnene, men også i køkkenet, hvor de er lette at håndtere. Faktisk har mindst 92% svaret, at børnene synes godt eller rigtig godt om disse lune retter. Samtidig er det fedt at se, at to ud af tre yndlingsretter er fisk.
Modsat er bagte gule beder den lune ret, som børnene har sat nederst på listen. De bagte gule beder serveres dog til grøntsagsdellen, som er en favorit. På den måde forsøger vi at sammensætte dagene således, at der på dage med nye retter, altid kan findes noget genkendeligt, så børnene har noget at vælge i mellem. Vi bliver dog til stadighed ved med at have bagte grøntsager på menuerne en gange i mellem. Det handler både om sundhed, bæredygtighed og økonomi.
FRUGT OG GRØNT ER BARE SAGEN
Efterhånden er det et genkendeligt billede, som tegner sig af børnenes favoritter i frugt og grønt. 98% har nemlig svaret, at vandmelon, banan, rød peberfrugt, gulerod, majs er godt eller ligefrem rigtig godt!
Vi holder meget af at kunne give børnene deres favoritter, især fra frugt og grøntafdelingen. Derfor bruger vi selvfølgelig denne viden, når vi sammensætter en ny menu. Samtidig er det også vigtigt at sige, at vi prioriterer frugt og grønt i sæson, så selvom meloner er favoritter, vælger vi eks. appelsiner oftere, når de er i sæson.
GRØD PÅ MENUEN
Når vi udvælger grød til menuen, går vi efter enkle og børnevenlige grødopskrifter, hvor vi kan lege med topping og konsistens. Vi ved, at der er blandede erfaringer med grød – nogen elsker det, andre har svært ved at få det til at fungere. Men denne gang virker det faktisk til at flertallet synes godt vores grøder på denne menu. 64 % fortæller, at børnene synes godt eller rigtig godt om både Krudtuglegrøden og Sommerrisengrøden.
Overordnet tegner der sig dog fortsat et billede, hvor vuggestuerne efterspørger mere grød, mens der i børnehaverne kommenteres på, at grøden fravælges. Når vi sætter grød på menuen, handler det også om økonomi. Grøddage er billige dage og billige dage betyder, at der bliver råd til noget af det “sjove” på andre dage. Samtidig er grød en gammel dansk spise, som vi vægter at have på en menu til børn, fordi det simpelthen er nærende og mættende.
SAMMEN OM AT SKABE DEN ALLERBEDSTE MENU
Til sidst vil vi takke alle køkkenansvarlige og ledere for jeres store opbakning med besvarelser af spørgeskemaet, som denne gang er endt med en svarprocent på 58%. Tusind tak for det!
Vi tror på, at det er i fællesskab, at vi skaber den allerbedste menu til børnene. Derfor bruger vi børnenes vurdering fra spørgeskemaet, på lige fod med viden fra vores dygtige producenter og kokke, Fødevarestyrelsens anbefalinger, samt vores egne erfaringer. Summen af alt det, trækker vi på, når vi sammensætter en menu. Med fokus på børnene, stiler vi hver gang mod at lave den bedste menu, vi nogensinde har lavet.
Vi har lavet et lyn nemt overblik af evalueringen, se eller download den her