Tilbage

Forårs- og sommermenu 2022

Menuen skifter i denne omgang mandag d. 4.april, hvor vi lægger ud med Grøntsagskarrygryden.
I kan allerede nu finde og printe materialer til menuen under mappen ”NY MENU 4 April 2022”.
Vi åbner for bestillinger i uge 11, så I kan lægge dem i god tid.

Så blev det endelig forår. Vi mærker solens stråler varme os og ser frem mod lysere tider. Mod en menu, som igen er iklædt sommerens klare farver og dejlige smage. En menu, som bugner af velkendte retter, med endnu flere grønne indslag.

Nye favoritter og klassiske indslag er kendetegnene for den menu, som vi har glædet os til at præsentere for jer. I kan se frem til kartoffelmadder og tomatsuppe, italiensk salat og bolognese.
Alt sammen i vores kendte, høje kvalitet med en økologiprocent, der som altid ligger på den gode side af 90%.

Og nu uden yderligere omsvøb:

 

VARME RETTER
Som altid er der en hel række varme retter på menuen. Denne gang har vi, i samarbejde med vores producenter, haft endnu mere fokus på grove eller mørkegrønne grøntsager, bælgfrugter og fuldkorn, for at komme lidt nærmere Fødevarestyrelsen nye anbefalinger for måltider i daginstitutioner. Læs nærmere om hver ret herunder:

Grøntsagskarrygryde med couscous
Vi har haft Grøntsagskarrygryden under lup og arbejdet med at få endnu flere grøntsager i. Det er lykkes og den er tilbage med samme milde tomat- og karrysmag.

Fiskeburger
Spørgeskemaundersøgelsen er et meget vigtigt redskab for os, når vi planlægger nye menuer. Vi kigger dybt ind i både hvor glade I er for en ret, men også hvilke retter I ønsker jer fremover. Og Fiskeburgeren er en tydelig højdescorer, både på velsmag og efterspørgsel. I får den derfor sammen med kartoffelbåde og en frisk salat med søde mangotern, flotte, sorte bønner og frisk, grøn mynte.

Bolognese med rodfrugtmos
Et ønske mere fra ønskebanken har også fundet vej på menukortet. Den skønne, børnevenlige bolognese fra Hanegal er tilbage. Denne gang i selskab med rodfrugtmosen, med lækre, grove grøntsager, som I kender så godt.

Kødboller i tomatsovs med pasta
Menuen vil ikke være fuldent uden vores italiensk-inspirerede kødboller i lækker tomatsovs. Hertil serverer vi fuldkornsknækbrød og grove grøntsager i en rødbederåkost.

Mousakka med oksekød og kartofler
Vi har kogt kartoflerne for jer, så I bare skal samle retten og varme den i ovnen. Nemmere bliver det næsten ikke. Og med en græsk salat med solmodne tomater og dejlig salatost, er der ikke et øje tørt.

Pasta med laks og ærter i citronsovs
Fede fisk er en vigtig bestanddel af børnemad. Vi har derfor været i køkkenet og testet, testet og testet lidt mere. Det er der kommet denne spændende og smagfulde lakseret ud af.

Frikadeller med kartofler og stuvede grøntsager
V i har igen prioriteret at finde plads til frikadeller af absolut topkvalitet fra Bertels gris. I en sommervenlig version med stuvede grøntsager og kartofler.

Varmrøget laks med kartoffelsalat
Det bliver næsten ikke mere dansk sommer end med røget fisk og kartoffelsalat. Vi har tryllet en helt fantastisk opskrift ud af ærmet på kartoffelsalat. Med sprøde, danske radiser og smukke, dansk ærter som tilbehør.

Nudelsalat med kyllingespyd
De saftige kyllingespydene fra Happy chicken serveres denne gang med fuldkornsnudler, en hel masse grøntsager og en topskøn peanutsovs.

Vegetarisk bolognese
Pasta med bolognese. Så enkelt kan det gøres. Med en børnevenlig salat til og BUM, så er der serveret.

Risotto med svampe og stegt kylling
Vi har eksperimenteret i køkkenet og fundet frem til den nemmeste tilberedning af risotto. Den serveres med vores elskede, stegte kyllingelårfilet, fuld af velsmag.

Tomatsuppe med suppehorn
Tomatsuppen har haft en lille pause, men er nu tilbage, bedre end nogensinde! Hanegal har haft gang i gryderne og tryllet. Så byd den velkommen tilbage, og glæd jer til den fyldige smag af solmodne tomater, fløde og lækre krydderier. Med fuldkornsbrød og -suppehorn til.

 

SMØR-SELV
Smør-selvdage er lige som supper en vigtig del af menuen. Det er her børnene får den primære del af deres behov for fuldkorn dækket. Som vi plejer, får børnene tre slags pålæg og en lun ret, så der er variation og noget for alle. Der er desuden altid tre slags grønt og frugt, så vi også sikrer at ingen går sultne fra bordet.

 

LUNE RETTER
Igen har vi fokus på det gode vejr og på at maden skal kunne tages med på tur. Vi har derfor sat hjemmelavede Pizzaboller, Minitærter og Müslibar samt de mere velkendte Kyllingesticks, Grøntsagsdeller, Kulmulestykker og Kartoffelpandekage på Smør-selv-menuen. Fiskefrikadellerne har fået ny opskrift. Denne gang med meget mere fisk i, faktisk hele 90% linefanget torsk, og de smager bare brandgodt.

I årevis har vi efterspurgt et økologisk bondebrød og et sandwichbrød. Og nu er det endelig lykkedes. Kohberg har nemlig været i bageriet og tryllet både økologisk Bondebrød og økologiske Kernesandwichbrød frem til os, som I også kan finde på Smør-selv-dagene.

 

PÅLÆG
Becel er blevet skiftet ud med den plantebaserede smørbare Jörd, som vi synes har en mere rund og mild smag.
Torskerognssalaten er tilbage i en ny og forbedret udgave. Og så har vi igen sneget lidt bælgfrugter ind i både Kakaocreme og Pizzaspread. Lad jer dog ikke afskrække, de smager knaldgodt!
Vi har desuden fået Hanegal til at skære den milde spegepølse i skiver, så den er lettere for jer at håndtere. Derfor har vi også valgt at give den til alle vuggestuebørn, da den er lidt lettere for dem at tygge. Sidst men ikke mindst har vi knækket koden til kartoffelmad og det er vi helt oppe og køre over, tricket er en æggedeler. Mere sommer bliver det ikke.

 

I ØVRIGT
Som I nok ved har Fødevarestyrelsen i starten af 2022 lanceret nye anbefalinger for Kostrådene til daginstitutioner. Det betyder at vi gradvist vil bevæge os i en lidt grønnere retning, med mindre kød og flere bælgfrugter. Vi er helt med på, at det tager tid at vænne sig til. Derfor mener vi at det er vigtigt at holde fast i de klassiske retter, med et grønnere lille tvist, så vi er sikre på at børnene kan genkende maden. For som vi siger hos Fru Hansens kælder, så er maden ikke sund før den ligger i maven. Velbekomme!

De bedste, spirende forårshilsner

Fru Hansens Kælder