Tilbage

Forår- og sommermenu 2023

Så er der ikke længe til at vi skifter menu igen. Som vanen tro, har vi i forår-/sommerhalvåret lagt vægt på lidt lettere retter med et strejf af sommer. I takt med at sæsonens frugt og grønt bliver klar, laver vi også løbende udskiftninger, så børnene smager nye kartofler, jordbær og andre lækkerier.

De officielle Kostråd – ”godt for sundhed og klima”, er kommet for at blive, men vi skal bruge dem klogt. Derfor træder vi et (lille) skidt tilbage i forhold til bælgfrugterne og de plantebaserede retter, da vi ud fra vores evaluering af efterårsmenuen, kan se at børnene har haft lidt sværere ved at tage disse til sig. På den nye menu er derfor endnu mere af det velkendte: både grøntsager, æg, fuldkorn og kød. Og så bruger vi bælgfrugterne, der hvor det giver mening, fx til at give fylde i en suppe eller i kakaocremen, som ungerne virkelig har taget til sig.

VARME RETTER
De varme retter laver vi i samarbejde med Hanegal. Og det er vigtigt for os, at disse sidder lige i skabet, uden at gå på kompromis med sundheden. Men som vi siger hos Fru Hansens Kælder: Maden er først sund, når den ligger i maven. Derfor har vi kigget dybt ned i alle tidligere menu-evalueringer for at genfinde BØRNENES favoritter og vi kan derfor med stolthed præsentere:

Bolognese med pasta og parmesan
Bolognese er nummer ét af ALLE varme retter, der nogensinde har været på menuen. Derfor får den selvfølgelig en tur mere i manegen. Dog er den nye bolognese lavet af kød som både er mindre klimabelastende OG kan spises af (stort set) alle. Vi har nemlig valgt at basere den på halalcertificeret kylling, som vi allerede bruger i andre retter. Dette betyder, at der ikke længere skal laves halal-erstatninger på bolognesen og den kan serveres med god klimasamvittighed. Og så er den desuden også laktosefri!

Boller i karry med ris
Byd velkommen til andenpladsen på vores menu-topscore! Boller i karry har længe været efterspurgt og det forstår vi godt. Der serveres fuldkornsris til, for at øge fiberindholdet samt et kuvertbrød fuld af kerner og frø.

Grøntsagskarrygryde med couscous
En fjerdeplads på vores menu-topscorer er grøntsagskarrygryde. Denne ret indeholder bælgfrugter på en måde, som ungerne virkelig godt kan lide. Den serveres med en fuldkornscouscous og en og sjove edamamebønner, hvor de små kan øve deres pincetgreb.

Frikadeller med flødekartofler
Bertels poppelgris har igen leveret frikadeller til os og kartoflerne stammer fra Vestjylland. Når vi komponerer en ret, ser vi på helheden. Derfor er denne ret flankeret af grove grøntsager og rugbrød. På den måde er der nemlig balance mellem det fede og magre, masser at tygge i og god fylde i maven. Bertel Hestbjergs grise har desuden vundet flere priser, blandt andet som Årets Økohåndværker i 2018. Se mere om Bertels popplegrise her

Ristaffel med topping
Ristaffel ligger faktisk også på en delt fjerdeplads (sammen med grøntsagskarrygryden) når det kommer til de varme retter. Det er en dag, hvor børnene kan yde rigtig meget selvbestemmelse, og i høj grad inddrages i sammensætningen af maden på deres tallerken. Hos Fru Hansens Kælder opfordrer vi altid til, at børnene får mulighed for at tage aktivt del i måltidet, på det niveau, der giver mening. Det kan være ved præsentation af dagens ret, dækning af bordet eller som, med denne ret, selv bestemme, hvad der skal på tallerkenen.
Læs mere her omkring rammerne for det gode måltid i daginstitutionen (kilde: Fødevarestyrelsen).

Fiskefilet med kartofler og persillesovs
Denne ret vækker minder om sommer og har også været et stort hit på tidligere menuer.
Kartoflerne er fulde af fibre og sunde vitaminer og mineraler. Og fisken bidrager med gode fedtsyrer, som er essentielle for kroppen.

Fiskeburger med sprøde kartoffelbåde
Menuens anden fiskeret er fiskeburger, som faktisk deler førstepladsen af menu-topscorer med bolognese. Kartoffelbådene er tilbage, men nu med danske kartofler, som har endnu mere bid. Vi opfordrer til at den serveres som byg-selv-burger, så ungerne selv kan vælge indholdet.

Kylling med quinoa-ris og tomatsovs
Når vi serverer kød, vælger vi det lyse, magre kød, hvor det er muligt. Derfor er der plads til, at vi igen kan sætte den saftige lårfilet på menuen. Vi har parret den med en blanding af fuldkornsris og dansk produceret quinoa, som har en helt særlig aminosyresammentætning og er fuld af sunde fedtsyrer. Og så stammer den fra Lolland!

Lasagnette med gnavegrønt
Børnene var glade for mousakka fra sidste forårs-/sommermenu. Så vi bruger den samme kødsovs, der både er halal-certificeret og laktosefri, til at kreere en lækker lasagnette med fuldkornspasta. Den serveres med en masse gnavegrønt, så der er noget for enhver smag.

Nudelsalat med gomadressing og rejer
Fuldkornsnudler med en masse friske grøntsager og grønlandske rejer, fulde af omega 3 fedtsyrer. Med et asiatisk pift af sesamdressing, lime og koriander. Retten er fuld af smukke farver og har smæk på smagen. Og så er det her, der serveres noget af den vigtige kål, som både er fuld af vitaminer og en vigtig kilde til fibre.

Tarteletter med høns i asparges og grøn salat
Nogle gange skal det bare smage godt, og det er det simple argument for, hvorfor vi serverer tarteletter på denne menu. Ved at give børnene en rugsnack fuld af gulerødder, kerner og rig på fibre øges fuldkornsmængden.

GRØD OG SUPPER
Grød og suppe er en stor del af den danske madkultur, som vi synes det er særligt vigtigt at værne om. Grød indeholder en masse vigtige vitaminer og mineraler, og så er den både billig og fuld af fuldkorn. Suppe er rig på både smag og grøntsager, og en klar favorit hos børnene. Og så sørger vi altid for, at der er mad nok til både maven og det, der ryger af skeen hos de helt små.

Tomatsuppe
Når vi spørger jer hvilken suppe børnene bedst kan lide, har tomatsuppen ramt førstepladsen hele fem(!) gange. Derfor skal den selvfølgelig på menuen igen. Vi har tilføjet en lille smule røde linser for 1: at tykne suppen lidt så den hænger bedre fast på skeen, og 2: at hæve proteinmængden og dermed også mæthedsfornemmelsen i maven.

Sommerrisengrød
Ingen forår/sommermenu uden sommerrisengrøden. Denne grød er gået hen og blevet en klassiker og er den mest efterspurgte grød på menuen. Den er fuld af fuldkorn og så er den også laktosefri, så de fleste kan spise med. Vi har tilføjet ananas, som er en god kilde til C-vitaminer og mandler, der har en særlig god fedtsyresammensætning.

Koldskålsgrød
Denne grød serverer vi på en smør-selv dag i stedet for en lun ret, og børnene får derfor en mindre portion end normalt. Smagen er koldskål, men vi har tilføjet en håndfuld havregryn for at give lidt mere at tygge i.

SMØR-SELV
Smør-selv-dagene er en vigtig del af menuen hos Fru Hansens Kælder. 2-3 gange om ugen serveres der rugbrød med pålæg, frugt og grønt samt en lun ret. Og det adskiller sig ikke på den nye menu.

Rugbrødet har dog fået en opgradering. Vi har nemlig været i køkkenet og testet alt fra holdbarhed til saftighed og krummekvalitet. Og ud fra dette valgt at servere Schulstads Solsikke rugbrød til børnehaverne og Schulstads Mørke rugbrød til vuggestuerne. Begge er selvfølgelig økologiske. Når det kommer til rugbrød til børn, kigger vi også ind i det ernæringsmæssige indhold og typen af kerner. Der er nemlig en øvre begrænsning på hvor mange solsikkekerner og hørfrø det anbefales at give om ugen. Både Kohbergs og Schulstad ligger dog langt under grænsen, og vi kan derfor med god samvittighed servere disse rugbrød for jeres børn.

De lune retter indeholder både klassikere som fiskestænger (goujons), pizzabolle/-brød og fiskefrikadeller, men børnene vil også møde nye, spændende elementer som dild-deller specielt udviklet til os af Planteslagterne, og cevapcici, der mest af alt minder om en aflang frikadelle fuld af sydlandsk smag.

I ØVRIGT
Som altid præsenterer vi spændende sæson- og højtidsmenuer, som institutionerne kan tilvælge. Frem til menuskiftet i oktober, kan børnene derfor både møde en påskefrokost, en Sankt hans-menu og en særlig Maddag 2023-menu. Spørg jeres institution om de serverer nogen af ovenstående. Og hold desuden øje med forældresiden, hvor vi løbende opdaterer med spændende nyheder og tiltag, og hvor I kan følge med i den mad, der serveres netop nu.

Velbekomme!

Fru Hansens Kælder